Fysiurgisk massage & Gravid massage
Fysiurgisk massage & Gravid massage i Hillerød – Dynamisk massage med fokus på led frigørelse.
Fysiurgisk massage
“Dybdegående fysiurgisk massage i Hillerød”
Udbydes af Tina.
Helhedsorienteret, rolig, afspændende og dyb massage mod bl.a. smerter og stress. Med min baggrund som fysioterapeut er massagen karakteriseret af min grundige viden om kroppens anatomi og fysiologi. Metoden er en dybdegående og afspændende helkropsmassage til dig som er øm, anspændt og præget af myoser eller bare har en træt krop, som trænger til afstresning, velvære og ny energi. Massagen kan også bruges til at forebygge, lindre og afhjælpe smerter eller skader i bevægeapparatet. Formålet med massagen er at skabe balance i muskulaturen. Massagen smidiggør og afspænder musklerne samt øger blodcirkulationen, hvormed vi får ilt og næringsstoffer ud til kroppens celler, og fjerner ophobede affaldsstoffer. Jeg anvender varm olie, æteriske dufte og varme håndklæder for at fuldende oplevelsen.
Behandlingen starter som regel med en kort samtale om, hvorfor du er her, og sammen lægger vi en plan for behandlingen. Herefter får du rummet for dig selv til at klæde dig af til dit undertøj og lægge dig på briksen under tæppet. Behandlingen varer ca. 50 min. Som udgangspunkt (medmindre vi aftaler andet) kommer vi omkring hals, nakke, skulderåg, bryst, arme, hænder, ben, fødder, ryg). Behandlingen afsluttes typisk med en kort samtale og måske et par træningsøvelser, hvis relevant.
Gravidmassage
“Behagelig og sikker gravidmassage i Hillerød”
Helhedsorienteret, rolig og afspændende massage med fokus på den trætte, gravide krop.
En graviditet er for de fleste helt vidunderligt. Men med graviditeten kommer også en ændring af kroppen, som ikke altid er lige ønskværdig. For nogle kan det være svært at genkende sig selv både fysisk og psykisk. For langt de fleste medfører graviditeten en stor belastning og udfordring for kroppen. En graviditet ændrer vores kropsholdning, hvilket belaster vores muskler, sener og led. Dette skyldes dels et ændret tyngdepunkt. Dels at bindevæv, muskler, sener, ledbånd og led bliver løsere i takt med at hormonet relaxin frigives. Hormonets formål er at gøre kroppen klar til fødsel. Men hormonet øger også risikoen for bivirkninger som f.eks. bækkensmerter og generelle ledsmerter, sure opstød/ refluks (lukkemekanismen mellem mavesæk og spiserør afslappes hvilket kan give sure opstød). Ødemer (væskeophobning) i kroppen er desuden meget almindeligt under graviditet grundet øget væskemængde i kroppen pga. de stigende hormonniveauer. Desuden øger den voksende livmoder trykket på blodårerne i bækkenet, hvilket også kan medføre ødemer, som typisk ses især i fødder og hænder. Massagen smidiggør og afspænder musklerne samt øger blodcirkulationen, hvormed vi får ilt og næringsstoffer ud til kroppens celler og fjerner ophobede affaldsstoffer. Jeg anvender varm olie, æteriske dufte og varme håndklæder for at fuldende oplevelsen.





